Claus Stig Pedersen til Aalborg UniversitetEn af Danmarks førende eksperter i bæredygtig virksomhedsledelse bliver nu tilknyttet Aalborg Universitet som adjungeret professor. Enzymgiganten Novozymes direktør for bæredygtig udvikling, kemiingeniør og ph.d. Claus Stig Pedersen, vil fremover dele sin store viden om bæredygtig erhvervsudvikling med universitetets forskere og studerende. Den 14. april 2010 gav han en forsmag på det fremtidige samarbejde i forbindelse med udnævnelsen giver tiltrædelsesforelæsning om "Bæredygtighed som forretningsstrategi". Emnet indrammer en af Claus Stig Pedersens helt centrale pointer, nemlig at bæredygtighed, miljøbevidsthed og social ansvarlighed ikke er fordyrende besværligheder for virksomhederne. Tværtimod har han både i det nuværende job hos Novozymes og tidligere som koncernchef med ansvar for bæredygtig udvikling og kvalitet i emballagevirksomheden Brdr. Hartmann dokumenteret, at et skarpt fokus på bæredygtig kvalitet giver såvel konkurrencefordele som god samvittighed. Visionen for hans succesfulde karriere er at gøre det godt i forretningsverdenen ved at gøre noget godt for verden. |
Den indtastede adgangskode er ikke korrekt - prøv igen